Sikkerhed først med MitID-validering

For at komme scammere og svindlere til livs har vi valgt, at man som bruger på GulogGratis.dk skal være MitID-valideret for at skrive på en annonce eller kontakte en sælger.

Vi og vores konkollegaer i branchen har oplevet en stigende rapportering af svindlere på vores sites de seneste år. Det er vi godt og grundigt trætte af! Online svindel kan have store økonomiske og personlige konsekvenser for ofrene, og det ødelægger desværre også tilliden mellem sælger og køber. Det tillidsbrud kan betyde mindre handel og færre brugte varer, som får nyt hjem.
Det er skidt for os som mennesker, for genbrugshandlen og for planeten 🌍

Læs mere om, hvordan du spotter svindlere her: Om phishing og falske beskeder

Derfor har vi taget et vildt, men vigtigt skridt! For at kontakte en sælger på GulogGratis.dk skal man nu være MitID-valideret. På den måde kan brugere med skumle intentioner ikke gemme sig bag en anonym maske, og risikoen for svindel vil minimeres betydeligt og på sigt helt forsvinde.

MitID-valideringen kræver en ekstra godkendelse, men vi lover, at det er det hele værd!🤝🏼

 

Hvordan MitID-validerer jeg mig?

Du kender sikkert efterhånden MitID fra andre webshops, borgerservice eller offentlige institutioner. Hvis ikke, så kan du læse mere om MitID her: MitID.

På GulogGratis.dk kan du MitID-validere dig på din profil eller ved at klikke på ”Bliv MitID-valideret”-knappen, når du vil sende en besked.

Har du problemer med at blive MitID-valideret eller har du brug for hjælp, så ræk endelig ud til vores kundeservice. De sidder klar til at hjælpe dig. Find informationer om kundeservice her: Kundeservice.

Ingen regel uden undtagelse ☝🏼

Den almindelige bruger skal være MitID-valideret, men der vil også være undtagelser:

  • Alle erhvervsbrugere er undtaget fra krav om MitID-validering for kommunikation, da man kun kan blive erhvervsbruger efter at have været i kontakt med salgsafdelingen.

  • Udenlandske brugere, som ikke har MitID, kan kontakte kundeservice og blive vurderet undtaget for MitID-validering.

  • Personer med flere aktive profiler, som kun kan bruge MitID på én profil, kan kontakte kundeservice og blive vurderet undtaget for MitID-validering.

  • Personer, der skulle være undtaget fra at have MitID og derfor ikke kan validere sig, kan kontakte kundeservice og blive vurderet undtaget for MitID-validering.

Vi håber, at I tager godt imod vores initiativ og hurtigt vil opleve færre svindlere i jeres indbakke 💌

De bedste hilsner
Gul & Gratis

Forrige
Forrige

Sådan bruger du Sikkerhandel

Næste
Næste

Indret dit hjem med unikke genbrugsfund - 3 trends, der hitter lige nu!