TOP

Tips og tricks – sådan undgår du at blive snydt

Selvom vi på GulogGratis.dk har fokus på at bekæmpe svindel, så kan man ikke komme udenom, at det alligevel kan ske indimellem. Langt de fleste handler på GulogGratis.dk forløber dog ærligt og uden problemer.

Råd til dig som køber

Det absolut bedste råd, der kan gives er at handle ansigt til ansigt; på den måde kan du med egne øjne vurdere, om varen lever op til det lovede inden pengene skifter hænder.

Hvis du ikke har mulighed for at mødes med sælger, så anbefales det at bruge en betalingsformidler, som er anerkendt og pålidelig – det kan være PayPal eller MobilePay –  hvor du som køber er bedre sikret, hvis en handel skulle gå galt. MobilePay er knyttet til folks CPR nr., så det giver dig en god sikkerhed for, hvem du handler med. Vær desuden opmærksom på, at du får tastet det rigtige nummer, så det stemmer overens med sælgers navn og du ikke får overført til en forkert person.

Gå gerne efter en profil, som er NemID-valideret, da det giver dig større sikkerhed for, at det er en reel profil.

Det kan lyde banalt, men brug af din sunde fornuft er et af de bedste værn mod svindel; hvis prisen er uhørt lav, så er det nok for godt til at være sandt. Vær desuden opmærksom på, om teksten bærer præg af at være oversat via Google Translate eller er på et andet sprog.

Nogle produktkategorier er særligt udsatte for falske annoncer – dette kan være koncert- og festivalbilletter, racehunde eller iPhones – og for at kunne gennemskue, om sælger har rent mel i posen, så er der et par tommelfingerregler, du kan følge. Et udgangspunkt kan være at tjekke, om annoncen ligger i den rigtige kategori. Er varen, som ellers ville være dyr, markeret som gratis, så skal du også være opmærksom.

Det er ikke nødvendigvis et problem, men vær opmærksom på om brugeren er helt ny – kom i besiddelse af, og gem, oplysningerne på sælger. Dette indbefatter fulde navn, adresse, telefonnummer, brugernavn og gerne et link til annoncen. Vær forsigtig med at overføre penge på forhånd; ikke alle er lige ærlige. Når du skaber kontakt med sælger, så gør det på skrift og helst via beskedsystemet på GulogGratis.dk. Hvis du er i tvivl eller har flere spørgsmål, så er du selvfølgelig velkommen til at kontakte vores kundeservice.

Hvis du køber en relativt ny vare, så sørg for at få kvitteringen med.

Råd til dig som sælger

Hvis du sørger for at NemID-validere din profil, så fremstår din profil mere troværdig for potentielle købere.

Hvis du har en vare til salg og bliver kontaktet via SMS eller email fra udlandet, så skal du være særligt opmærksom. Er du i tvivl, så kan du kontakte vores kundeservice, som kan hjælpe dig med at vurdere, om der er tale om en reel henvendelse eller et forsøg på svindel.

Hvis uheldet er ude…

Er du alligevel uheldig og bliver snydt, så skal du kontakte GulogGratis’ kundeservice; du kan enten skrive til os eller ringe til os på 65 45 55 85 mandag til fredag mellem 9.30 og 15. Her vil sagen blive vurderet og der vil typisk blive taget kontakt til sælger, alternativt vil du blive bedt om at melde sagen til politiet. Ved anmeldelse til politiet, skal du henvende dig hos din lokale politikreds og opgive de informationer, som du selv er i besiddelse af. Pga. persondataloven, så udleverer GulogGratis.dk ikke personoplysninger til andre brugere. I forbindelse med efterforskning, vil politiet rette henvendelse til GulogGratis.dk, hvor de vil få udleveret de relevante oplysninger.