Studerende: Jeg skriver bachelor om bæredygtighed
Vi stoppede Inge og Theis på gaden i Odense, hvor vi spurgte ind til deres holdning til genbrug. For Inge er bæredygtighed så vigtigt, at hun har valgt at skrive bacheloropgave om emnet. Derfor er genbrug også altid hendes førsteprioritet. Læs med, og hør om et overraskende fund, som hun gjorde i en genbrugsbutik.
Inge, 23 år, studerende (på billedet øverst i artiklen)
– Jeg går helt sikkert ind for genbrug. Det er jo enormt vigtigt, at vi passer på vores klima. Jeg kommer faktisk lige fra biblioteket. Jeg skal nemlig til at skrive bachelor om bæredygtighed, så jeg har lige været henne og finde en masse spændende litteratur om emnet.
– Jeg kigger altid efter tøj, når jeg er på genbrugsjagt, for jeg køber primært kun tøj i genbrugsbutikker. Det er også altid spændende at kigge efter ting til hjemmet. Jeg bor i lejlighed, så hvis jeg har brug for nogle nye ting, så undersøger jeg altid, om jeg kan få det brugt. I sidste uge skulle jeg lave et planteophæng, og jeg havde egentlig bare tænkt, at jeg ville købe noget snor i en almindelig butik. Jeg smuttede alligevel lige forbi genbrugsbutikkerne for at se, om de havde noget snor. Jeg fandt faktisk også et reb, som jeg kunne løsne op og bruge. Det var helt vildt fedt.
– Mit bedste genbrugsfund er nogle af de LP’er, som jeg har fundet, når jeg har bladret i genbrugsbutikkernes utallige stakke af plader. Der er tit nogle gode, der lige skiller sig ud fra de andre.
– Jeg har engang købt et skab inde på GulogGratis. Jeg synes, at det er sjovt, hvis jeg kan finde møbler, der allerede er produceret, så jeg ikke behøver at få produceret noget nyt.

Studerende
Theis, 32 år, misbrugsbehandler
– Jeg går uden tvivl ind for genbrug. Det gør jeg af flere årsager. Jeg synes, at det er en fin tanke at sende ting videre, når man ikke bruger dem længere. Det er også billigere at købe brugt. Og så kan man ofte få bedre kvalitet i genbrugsbutikkerne end i de almindelige butikker.
– Jeg kigger primært efter tøj, når jeg er på genbrugsjagt, men hvis jeg spotter nogle fede lamper, møbler eller noget nips, er der stor sandsynlighed for, at det ryger med mig hjem.
– Jeg tror ikke, at jeg har ét bedste genbrugsfund: Jeg er rigtig glad for alle de ting, som jeg finder.
– Jeg bladrede tit i GulogGratis-avisen, da jeg boede hjemme. Jeg kigger også på deres hjemmeside en gang imellem. Men jeg kan allerbedst lide at komme ud og have tingene i hænderne, før jeg køber dem.