Om patina og pelsede venner
Mød Mai og Josefine, der begge er vilde med patina. Og hør, hvordan man kan bruge GulogGratis, når ens kæledyr får unger:
Mai Lykke, 50 år (på billedet øverst i artiklen)
– Jeg går i høj grad ind for genbrug, og det er noget, vi bruger rigtig meget i vores familie. Både til os selv og til gaver. For det første, fordi det er godt for miljøet, og for det andet fordi det er sjovt at finde noget, der har en historie og patina.
– I husstanden har vi et affaldssorteringssystem, hvor vi sorterer alt fra hinanden; glas, pap, metal, glas osv. Så går det på skift i husstanden, hvem der kører ud og afleverer det i de respektive containere en gang om måneden. Vi samler også regnvand og snakker om, at vi gerne vil have en kompost.
– Jeg kigger efter stort set alt, når jeg kigger efter brugte ting. Det kan både være møbler, køkkenting, bøger, tøj, gaver og noget, jeg bare lige falder for. Det er da ekstra sjovt at finde noget, som er en god kvalitet eller mærkevarer, men ellers så betyder det mest, om jeg synes, det er kønt eller hyggeligt at se på.
– Vi har både købt og solgt gennem GulogGratis. Vi har bl.a. solgt nogle børnemøbler og købt nogle cykler og møbler.
Josefine Dybdal, 25 år
– Jeg går ind for genbrug, og jeg synes, det er smart f.eks. i boligindretningen. 50% af mine boligting er genbrug, og det er fordi, jeg godt kan lide patina. Derudover tænker jeg selvfølgelig på miljøet, og jeg tænker over, at jeg ikke bare skal smide ting ud, som andre kan få glæde af. Jeg giver altid tøj og ting til genbrug.
– Når jeg leder efter brugte ting, så kigger jeg på, om det er i god stand. Selvfølgelig spiller prisen også en rolle. Hvis jeg finder noget i en butik, som jeg rigtig gerne vil have, så kan jeg godt finde på at se, om jeg kan finde det brugt til en billigere pris, før jeg bare køber det.
– Hvis jeg skal købe noget, der er lidt dyrere f.eks. en designertaske, så kigger jeg efter, om jeg kan finde en secondhand, hvor pris og stand matcher. Men det skal være ordentligt. Det vil sige, at der skal være et certifikat eller en original bon, så jeg er sikker på, at den er ægte.
– I tidens løb har jeg faktisk solgt rigtig mange kaniner via GulogGratis, når mine egne fik unger. Jeg ved nemlig ikke, hvordan jeg ellers skulle have fundet deres nye ejere.