Når sneen har skadet havens planter
Fjern sneen fra buske og hække
Det først, du skal gøre, er derfor at fjerne sneen fra de væltede eller snetrykkede planter.
– Start med forsigtigt at børste sneen væk, der tynger planten ned. Pas på, at du ikke knækker flere grene eller ødelægger formen. Hvis der er tale om formklippede buske kan du binde dem op med opbindingssnor for at holde formen på planten samlet og på plads, lyder rådet fra Jesper Carl Corfitzen.
Mange hække er blevet væltet af sneens voldsomme tryk. Det gik blandt andet ud over Haveselskabets direktør, Charlotte Garbys have i Holte.
– Vores spiræahæk ud mod vejen havde lagt sig helt ned på grund af sneens tryk, så hele familien måtte ud og grave den fri. Det var hårdt arbejde med den tunge sne, men heldigvis fik vi rejst den op, så den skal nok blive fin igen, siger Charlotte Garby.
Hvis det ikke lykkes at få rejse en væltet hæk igen, råder Haveselskabet til, at man venter til det tidlige forår og klipper hækken helt tilbage til få centimeter over jorden, så den kan starte forfra. Den behandling tåler de fleste almindelige hækplanter.
Klip de flækkede grene af
– Først synes jeg, at det var vældig hyggeligt, at sneen tyngede grenen ned på vores paradisæbletræ, så det dannede en snehule und træet, men det var lige, til jeg opdagede, at flere store grene var knækket på træet, fortæller Charlotte Garby.
For at redde buske og træer med flækkede eller knækkede grene, skal man klippe de beskadigede grene af helt nede ved grunden eller ned til en sidegren – og det kan man godt gøre på denne årstid.