Giv genbrug i julegave
Her kan du møde Lene og Rikke, der begge er vilde med genbrug. Både fordi der er penge og ressourcer at spare, men også fordi du kan finde unikke ting − ikke kun til dig selv, men også til gaver.
Lene, 35 år, fuldmægtig (på billedet øverst i artiklen)
– Jo, jeg går ind for genbrug. Verden har knappe ressourcer, så det handler om at genbruge der, hvor man kan. Også for at spare penge. Det giver også en mulighed for at få noget mere unikt. Jeg kan godt lide at finde hyggelige ting i genbrug − både tøj, møbler og smånips.
– Jeg går primært efter møbler, billeder eller sjove, finurlige ting. Og tøj til børnene − selvfølgelig.
– Jeg ved ikke, om man kan kalde det et genbrugsfund, men vi har fundet et sæt med en Wegner-sofa og to stole i mine svigerforældres lade. Det er et sæt, som de havde opbevaret for nogle venner i 20 år, og dem fik vi så lov til at få. Det krævede bare nye hynder, og nu står det hjemme i stuen.
Rikke, 21 år, lærerstuderende
– Jeg går bestemt ind for genbrug, og derfor køber jeg også mange af mine ting i genbrug. Man behøver jo ikke smide noget ud, bare fordi det er gammelt. Det kan jo finde et nyt hjem. Jeg går også tit på byttemarkeder. Fordi du finder altid noget, du ikke ville havde fundet i en butik. Det er vigtigt at genbruge.
– Jeg har otte jakker hængende fra genbrug, så jeg er vel blevet en slags jakkesamler. F.eks. er det fedt at finde en jakke, som min mormor i princippet kunne have haft på. Og så bor jeg i et kollektiv, hvor vi forsøger at undgå madspild bl.a. ved at købe mad på en side, der hedder ’Stop madspild’.
– Min strategi, når jeg shopper genbrug, er, at jeg ikke har en strategi. Jeg kigger bare på, om det er noget, jeg kan lide. Jeg får julelys i øjnene, hvis jeg f.eks. finder noget, min mor havde på i 80’erne.
– Mit bedste fund er en jakke − selvfølgelig. Den er rød og grøn-ternet. Og den er virkelig fed, og så kostede den kun 70 kr.
– Vi søgte på GulogGratis og de øvrige platforme, da vi skulle finde en sofa til kollektivet. Lige nu leder jeg også efter en julegave til min mor, og der holder jeg øje på de forskellige genbrugssider.