Genbrugskvaliteten er god
Hvad har været dit bedste genbrugsfund?
Emil Valleur, 24 år, bor i Odense (på billedet øverst i artiklen):
– Jeg synes, at genbrug er en rigtig god ting. Det er ikke så meget, jeg har købt. Min sofa er faktisk fra genbrug, så jeg har da lidt i den genre. Jeg køber tøj fra nyt for det meste. Men jeg går ikke op i møbler på samme måde, som jeg går op i tøj, så det kunne lige så godt være genbrug. Sofaen skulle jeg bruge, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg synes, at kvaliteten på genbrugsting generelt er god. Det er lidt brugt og kan være slidt, men pyt med det.
Josephine Malmstrøm Kroman, 24 år, bor i Odense:
– Jeg gør meget brug af genbrug og genbrugsbutikker. Især til vores baby. Barnevognen er købt ny, men ellers er de ting, vi har til babyen fra genbrug. Jeg er studerende og har ikke så mange penge. Jeg kan godt lide, at tingene kan blive brugt flere gange. Jeg synes, at det er ærgerligt, at de kun bruger tøj en måned eller to, fordi de er vokset ud af det. Vi har købt ting som seng, legetøj og tøj til mig selv på genbrug. Så det er over hele linjen, at vi køber genbrugsting.