TOP

Efterårets begivenheder 2018

I efteråret finder en lang række begivenheder sted, og nedenfor forsøger vi at guide dig til et lille udvalg. God læselyst.

Halloween i Tivoli – 12. oktober til 4. november

 

 

Tivolis halloween er en klassiker hvert efterår. Hvert år fyldes haven med mere end 20.000 græskar, uhyggelige udsmykninger samt et vælg af aktiviteter for alle aldre. Haven er smukt pyntet og er oplagt at besøge både i dag- og aftentimerne. Det er oplagt for børnefamilier at besøge haven i dagtimerne, hvor det virkelig er muligt at beundre de (u)hyggelige udsmykninger og de mange kæmpegræskar. Besøg spøgelseshuset, prøv forlystelser, og tag et smut forbi de mange boder.

Er der derimod tale om en tur uden børn, så er det oplagt at nyde haven i aftentimerne, hvor hyggen er i top og haven virkelig kommer til sin ret, med lys i tusindvis.

Læs mere her

 

 

Mastodonterne ’Askepot’ på Bakken – 12. til 21. oktober

Mastodonterne opsætter dette efterår musicalen Askepot, og i efterårsferien spiller de på Cirkusrevyen. De fleste kender historien om Askepot i en eller anden udgave; tag familien med ind og bliv opslugt af fortællingen.

Mastodonterne er en teaterforening, som har eksisteret siden 1988. Foreningen har i mange år haft et tæt forhold til Sebastian (komponist, sanger og musiker red.), hvor de har opført en række af hans musicals. De har blandt andet opsat Skatteøen, Ronja Røverdatter, Pippi, Hodja fra Pjort og Klokkeren fra Notre Dame, hvor sidstnævnte blev skrevet specielt til Mastodonterne.

Køb billetter her

Det Ny Teater ’The Phantom of the Opera’ – 21. september 2018 til 31. marts 2019

Andrew Lloyd Webber er en af de absolut største inden for musicals, og hans The Phantom of the Opera er blandt de mest ikoniske musicals nogensinde. Det er fjerde gang, den bliver opsat i Danmark, og blev senest opsat i 2009.

Den tidløse og ekstravagante historie udspiller sig i Pariseroperaen i slutningen af 1800-tallet, hvor Operafantomet forelsker sig i den unge Christine Daae. Forestillingen er spækket med dramatik, kærlighed, smukke kostumer og betagende scenografi. Musicalen er baseret på Gaston Leroux’ roman, af samme navn, fra 1910.

Køb billetter her

Kærlighed ved første hik! The Musical – 20. september til 9. december 2018

De fleste danskere kender filmene om Anja og Viktor, hvor den første Kærlighed ved første hik! havde præmiere 15. oktober 1999. I 2018 har musicalen præmiere, hvor man både følger de unge og lidt ældre udgaver af Anja og Viktor. Musicalen spiller i København, Vejle, Esbjerg, Odense, Aarhus, Aalborg og Holstebro.

Find billetter her

 

 

Big Fat Snake ‘Afskedsturné’ – sidste koncert 19. november

Big Fat Snake afholder i år deres sidste turné nogensinde. Bandets medlemmer har valgt at lægge turnélivet på hylden, for at hellige sig andre projekter. Bandet har eksisteret siden 1990 og har udgivet 21 albums, det seneste Unplugged i 2017.

Hvis du gerne vil opleve bandet live, så er der stadig mulighed for det; bandet har, i skrivende stund, 11 koncerter tilbage, hvoraf der stadig er mulighed for af få billetter til 6 af koncerterne.

Find billetter her

Danish Music Awards Jazz 2018 – 12. november

Mandag d. 12. november er Master Fatman vært for DMA Jazz på Bremen Teater i København. 23 forskellige danske jazzkunstnere er nomineret i de seks kategorier, som blandt andet tæller Børnejazzprisen og Årets Jazzudgivelse. Desuden bliver P8 Jazz Prisen uddelt til en person, som har gjort noget særligt for den danske jazzscene.

Find billetter her

Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer ‘in concert’ – 19. oktober i Odense

 

 

Harry Potter er kendt og elsket af millioner af mennesker verden over, og den danske befolkning er ingen undtagelse. Harry Potter-filmene har, som resten af universet, taget verden med storm og de bliver nu genoplivet med livemusik. Dette betyder, at du kan se filmen på stort lærred, men den musik, som du normalt hører i filmen, bliver spillet live af et symfoniorkester. Dette tager filmoplevelsen til nye højder.

Odense Bibliotekerne er hovedarrangør på Magiske Dage, som afholdes i Odense 18. til 20. oktober. Festivalen startede ud som ’Harry Potter Festival’, men er med årene blevet så stor, at navnet ikke længere må bruges. Derfor har festivalen i år undergået en forvandling med nyt navn og endnu flere magiske aktiviteter.

Find billetter til filmen her

Oversigt over arrangementer til festivalen