TOP

Den sjove jagt på det gode fund

Et kick af god samvittighed

Mia Ringgaard, 23 år, studerende (på billedet øverst i artiklen)

– Jeg går ind for genbrug, fordi jeg synes, det er enormt sjovt at gå på jagt efter gode og unikke fund. Man kan blive helt høj af et godt køb, og så er det bestemt heller ikke dårligt for ens samvittighed.

– Jeg går både på genbrugsjagt efter tøj til klædeskabet og interiør til min lejlighed. Når jeg har udset mig noget, som jeg gerne vil have, så tjekker jeg altid først, om jeg kan få det brugt. Det er kombinationen af at spare penge og få produkter med patina og en historie, der gør, at jeg går efter genbrugsvarer.

– Mit bedste genbrugsfund må klart være Wegners Y-stol, som jeg i længere tid har gået og drømt om. Den har fået en helt særlig plads i lejligheden.

 

Cecilie Fjord, 25 år, studerende på barsel

– Jeg går primært ind for genbrug af miljømæssige årsager. Jeg kan godt lide tanken om at genbruge, det giver mig god samvittighed. Jeg har gået på en skole i udlandet, hvor recycling var en stor del af hverdagen. De satte stort fokus på genbrug og bæredygtighed. Det var muligt at indlevere sine brugte ting, så andre kunne få glæde af dem. Noget jeg håber, at vi i fremtiden vil se mere af i Danmark.

– Jeg genbruger ofte glas og plast. Har jeg eksempelvis et tomt syltetøjsglas, så vasker jeg det, fjerner etiketten og bruger det til at sylte løg eller andre ting – på den måde får det nyt liv, hvilket jeg godt kan lide tanken om. Derudover kan jeg godt lide at købe genbrugsvarer. Jeg skal være mor til december, og jeg har bl.a. købt min autostol brugt.

– Mit bedste genbrugsfund må helt klart være et karlekammerskab til vores babyværelse. Mine bukser, jeg har på nu, er også købt brugt. De går flere år tilbage, men de er stadig et af de bedste fund, jeg har gjort mig.