Carsten Islington tog vinduespudsers stige
Storytelleren og billedkunstneren Carsten Islingtons, gift med sexologen Joan Ørting, bedste handel var med til at hjælpe ham ud af en hård tilværelse på Vesterbro
Min bedste handel nogensinde gjorde jeg da jeg i 1970’erne boede på Vesterbro.
Jeg var en hård proletar-type, der boede i en lille lejlighed med lokum i gården, og jeg ernærede mig som dørmand på diverse lokale værtshuse.
Det fortæller Carsten Islington til www.GulogGratis.dk.
Carsten Islington, storyteller og billedkunstner. Han er født 1953 i en kolonihave i Odense. Han er bosat på Langeland og i København med sin hustru, sexologen Joan Ørting, der har været hans partner de sidste 15 år.
Tog stigen under armen
Mit kaldenavn var “King Size”. Jeg levede et hårdt liv, og den eneste måde mine venner kunne se, om jeg var på arbejde på var, hvilken side af baren jeg sad på.
En dag spillede jeg billard mod en lokal vinduespudser og vandt, men han havde ikke pengene til at betale.
Jeg havde ikke lyst til at tæve ham – den slags gjorde jeg ligesom til daglig i mit arbejde – så i stedet tog jeg hans stige i pant og sagde, at han kunne komme og hente den, når han havde pengene.
Jeg satte den i min gård, og glemte alt om den i nogle uger, for han turde ikke komme tilbage.
Men så en dag da jeg var virkelig på røven og skulle skaffe nogle penge, så jeg stien stå nede i gården.
Jeg tog den under armen og tog et smut til et af de finere villakvarterer. Her begyndte jeg at spille smart indover hækken til husejerne, der gik og slog græs. Jeg sagde ting som “Verdenskrigen er altså slut, du behøver ikke have mørklægning længere”, og det gik strålende, og jeg fik masser af kunder.
På den måde tjente jeg gode penge på at vaske vinduer i en periode. Jeg tjente så meget, at jeg kunne rejse til London – datidens filmmekka. Jeg boede i byen i et år og arbejdede i en biograf, mens jeg studerede film og det blev begyndelsen til et vendepunkt i mit liv.
Den værste handel, i mit liv, gjorde jeg et par år senere, mens jeg stadig boede på Vesterbro.
En dag gik jeg forbi en lastbil, der var til salg – og som tydeligvis ikke ville kunne klare et syn. Jeg købte den alligevel og kørte de næsten 18 måneder rundt i den på prøveplader, mens jeg opkøbte dødsboer rundt om i landet
Jeg var desværre ikke nogen særlig god kræmmer, og jeg endte altid med at betale lidt for nogle fuldstændigt usælgelige dødsboer ud af medlidenhed med enken.
Til sidst gik den ikke længere, og jeg måtte droppe geschjæften og lastbilen.
Det kostede penge at få sådan en skrottet dengang, så jeg kørte bilen ud til B&W-hallerne på Københavns Havn og kørte den i vandet, mens jeg selv hoppede ud i sidste øjeblik. Desværre havde jeg glemt at rulle vinduerne ned, så der kom intet vand ind i kabinen og den flød ovenpå indtil jeg fik knust ruderne med nogle brosten.
