Brugte tips: Viggo Sommer købte en bas som Paul McCartneys
Viggo Sommers bedste handel var en håbløst umoderne basguitar købt i Aarhus. Den værste – et falsk Rolex-ur fra New York.
Den bedste handel, jeg nogensinde har gjort, gjorde jeg en gang tilbage i 1980’erne. Jeg var på udkig efter en ny basguitar, og gik ind i en guitarbutik i Aarhus for at kigge.
Det fortæller musiker og komiker Viggo Sommer, kendt fra blandt andet De Nattergale, til www.GulogGratis.dk.
Her så jeg, at de som et stykke pynt på væggen, havde en såkaldt violinbas hængende. Den var håbløst umoderne på det tidspunkt.
Bassen hang som sagt på væggen, og halsen var knækket på den. Jeg spurgte den unge ekspedient, hvad de mon havde tænkt, de skulle have for den. Det vidste han godt nok ikke, så han måtte hente chefen i baglokalet, der kom ud og så lige så paf ud.
Men det ville jeg altså gerne, og da han tilbød mig at købe den for 1500 kroner, slog jeg til med det samme.
Jeg gik direkte fra butikken og ind til en guitarbygger længere nede af gaden og bad ham reparere den. Det ville han gerne gøre for 1500 kroner. Den bas har jeg spillet på lige siden, og det er et fantastisk instrument. Desuden, ville den nok koste i omegnen af 17.000 kroner, hvis jeg ville sælge den i dag.
Den værste handel, jeg nogensinde har gjort, gjorde jeg, da jeg for nogle år siden var i New York med min søn. Han har vel været omkring ti år på det tidspunkt. En dag kommer vi gående ned ad gaden, da vi bliver stoppet af en gadesælger, der vil sælge os et vaskeægte Rolex-ur for bare 20 dollar. Jeg prøver, at forklare min søn, at det selvfølgelig er falskt, men han er helt fascineret af tanken om et Rolex-ur. Til sidste tænker jeg, at jeg trods alt er på ferie, og det er jo kun 20 dollar, og måske, kan det i sidste ende blive en livslektion for knægten. Det sidste, det blev det. En lektion i, at hvis noget er for godt til at være sandt, så er det, det nok også. Vi nåede kun lige rundt om hjørnet fra gadesælgeren før uret gik i stå, og jeg måtte prøve at trække det op, og endnu før vi var hjemme på hotellet, var uret faldet helt fra hinanden. Lektionen til trods, var det ur den værste handel jeg nogensinde har gjort.
Hvis jeg skal give et godt råd videre, så må det være, at man skal betragte prisskilte som vejledende langt de fleste steder, og at man altid skal gå efter, at komme til at snakke med en chef, og ikke en eller anden ung medhjælper. De har nemlig ikke lov til at slå så meget af prisen, som chefen kan.
Mit trick er altid at spørge ekspedienten “Og hvad havde du så forestillet sig det skulle koste”. Det trick kan nemt få ti procent af prisen til at falde af eller måske sikre et par gratis sokker til de bukser jeg er ved at købe.