Brugte tips: Vent og spar penge
Min bedste handel lavede jeg nok, da jeg på en større dansk musikfestival fik 200 krydsfinérplader og 200 4×4 bjælker næsten gratis, fortæller den fynskfødte multikunstner Thomas ”Dambo” Winther til www.guloggratis.dk.
Og han vil gå langt for at gøre en god handel, så her en hans råd til Gul og Gratis’ læsere:
Jeg bruger meget træ i mine kunstprojekter, og derfor er jeg altid på udkig efter steder, hvor jeg kan skaffe det billigt.
Jeg havde besøgt festivalen og da den var ved at blive pakket sammen, så jeg mit snit til at skaffe noget. Det er ofte sådan på festivaler, at de hyrer nogen til at bygge scener osv., men efterfølgende står de så med det problem, at de ikke ved, hvad de skal gøre af alle materialerne. De skal ikke bruge dem igen, og det koster penge at køre dem væk.
Det er her, jeg kan gøre en god handel. På den pågældende festival fik jeg den store bunke træ gratis, bare ved at love at jeg sørgede for at fjerne det, og så betalte jeg et par venner for at hjælpe mig.
Det meget træ er i øvrigt blandt andet blevet til fuglehuse i mit projekt ”Happy City Birds”, så det træ, som før var et dansegulv som folk festede på, hænger nu rundt i byer rundt om i verden.
Min værste handel gjorde jeg, da jeg var 16 år gammel. Jeg havde gået med aviser i noget der ligner halvandet år, for at få råd til at købe en videoprojektor.
Det var en af de første der var på markedet til privatpersoner, og den kostede 13-14.000 kroner dengang.
Jeg var helt vild i varmen over den, da jeg købte den i en butik inde i Odense. Nu skulle jeg bare hjem og se Terminator på storskærm.
Desværre viste det sig, at opløsningen i projektoren var så dårlig, at man knap nok kunne læse underteksterne på de film vi så. Desuden larmede den helt vildt, og vi var nødt til at sætte træplader for vinduerne på mit værelse for at det blev mørkt nok til at man kunne se noget som helst.
Det bringer mig faktisk direkte videre til mit gode råd.
En af de ting jeg har lært gennem årene er, at hvis man gerne vil gøre en god handel, skal man ikke være den første til at købe den nye elektronik. Det er bedre at vente et halvt år, og så spare tusindvis af kroner.
Jeg har for eksempel haft adskillige Iphones, men jeg har aldrig haft den nyeste, i stedet har jeg købt den næstnyeste model, hver gang en ny er kommet ud. På den måde har jeg sparet mange tusinde kroner.
Det handler også lidt om, ikke at være for fintfølende.
Hvis man ikke er for fin til at gå i en kammerats aflagte bukser, så kan man hurtigt spare penge.