Brugte tips: Tog ja-hatten på og drog til Serbien
Kristian Bangs bedste handel kom, da han i et halvt år nægtede at sige nej.
Den bedste handel, jeg nogensinde har lavet var, da jeg i et halvt års tid i 2011 havde valgt at jeg skulle have “ja-hatten” på, og ikke bare automatisk sige nej til andres forslag.
Det fortæller Kristian Bang til www.guloggratis.dk
Da én af mine gode venner spurgte mig, om ikke jeg ville med på musikfestivalen Exit, der er en serbisk festival med en blanding af elektronisk musik og balkan-folkemusik, svarede jeg selvfølgelig ja, og vi købte lynhurtigt et par billetter og tog afsted.
Festivalen varede en uge, og det var bare en kæmpe stor og inspirerende oplevelse hele vejen igennem, og det er en oplevelse, som jeg nødigt ville have været foruden. Også fordi den bandt vores venskab sammen, og senere var det os to, der stiftede hjemmesiden www.thisisodense.dk, som vi driver sammen.
Den værste handel, jeg nogensinde har gjort var to Acer-bærbare, som jeg købte med ret kort mellemrum, men som begge to viste sig ikke at kunne det, som jeg gerne ville have de skulle kunne.
Jeg havde længe haft brug for en ny computer, og jeg ledte længe efter den helt rigtige, men jeg faldt for den første Acer-computer på grund af prisen, og da den så ikke var god nok, valgte jeg at prøve endnu en Acer-computer, igen på grund af prisen. Så jeg endte med to computere der var billige, men som bare ikke kunne udføre det arbejde, jeg ville have de skulle kunne, og på den måde, var det jo spild af penge.
Det var først, da jeg købte en kollegas brugte iMac, at jeg fik fat i noget udstyr, som var godt nok, men det havde været billigere, hvis jeg bare havde købt sådan en fra starten.
Hvis jeg skal give et godt råd videre, så må det være, at det er vigtigt at vise tillid til andre mennesker når man vil handle – det bliver oftere belønnet end skepsis.