Brugte tips: To knive for 50 øre stykket
Birthe Gyldion Kristensen har skrevet til www.GulogGratis.dk om sin bedste handel. Husk du kan vinde en Global kokkekniv for din gode historie.
Mit bedste køb hører desværre sammen med et af mine dårligste. Det lyder lidt selvmodsigende, men er ikke desto mindre sandt.
Det fortæller Birthe Gyldion Kristensen til www.GulogGratis.dk.
Lad os begynde med begyndelsen. Det var i 1951, selv så mange år efter krigen var det vanskeligt at skaffe de ting, man stod og manglede.
Kaffe og sukker var stadig rationeret, smør ligeledes.
Tekstiler begyndte man at kunne købe, og sådan noget som knive var også kommet frem igen, men stadig sad det under huden, at vi var heldige, hvis vi kunne købe det vi stod og manglede.
Jeg var ung, forlovet og samlede på udstyr, det var da oplagt at se på de udstillede varer foran den isenkræmmer, jeg en dag passerede.
Sandelig, om der ikke lå nogle bordknive i en af kasserne, og de var billige, 50 øre stykket.
Selv dengang var det meget billigt, så jeg var lidt betænkelig, de kunne da ikke være særligt gode til den pris.
Jeg vaklede, skulle jeg købe to, så vi havde hver sin til hverdagsbrug, når vi nu snart giftede os, eller skulle jeg købe seks?
Jeg var snusfornuftig, købte to, brunt skaft og en fornuftig klinge, til den pris kunne det vel ikke være så galt et køb.
Da jeg kom forbi forretningen en uge senere var alle knivene solgt, så der var ingen fortrydelsesparagraf.
Knivene viste sig at være af fin kvalitet, de har været i brug dagligt fra 1952 og til i dag, og ganske vist er de brune skafter knapt så pæne at se på i dag, men de har trofast holdt til sliddet i alle årene.
Og det var da dumt, at jeg ikke slog til dengang og købte seks, ikke sandt!?
Skriv og vind
Birthe Gyldion har indsendt historien om sin bedste handel til Gul og Gratis og har derfor vundet en Global kokkekniv.
Du kan selv vinde. Gul og Gratis vil gerne høre fra dig. Fortæl om den bedste handel, du nogensinde har gjort.
Hvilke råd har du til andre, der gerne vil gøre en god handel?
Send en mail med din historie. Skriv ”Min bedste handel” i emnefeltet send den til: [email protected].
Henvendelser, der bliver til artikler, belønnes med en Global kokkekniv.