TOP
Jørgen Strøjer Hansen

Brugte tips: Strøjers første bilkøb var en katastrofe

Jørgen Strøjer Hansen, der ejer bilsamlingen Strøjer Samlingen i Turup var ikke heldig første gang han købte en bil. Senere har han dog gjort mange gode bilhandler.

Den værste handel jeg nogensinde har gjort, gjorde jeg for præcis 50 år siden. Jeg var femten år gammel dengang, og var flere gange sammen med min far kørt forbi en bil, en Fiat 509 fra 1924, der stod inde i en brændestabel ved en gård i Falsled.

Det fortæller Jørgen Strøjer Hansen til www.GulogGratis.dk.

Hver gang vi kørte forbi, spurgte jeg min far, der også havde en bilsamling, om ikke vi skulle købe den bil for jeg synes, den så fantastisk ud, og da vi så havde kørt forbi nogle gange, sagde han til sidst ja, og lod mig købe bilen.

Jeg stod selv for forhandlingen, og betalte 800 kroner for bilen hos den bondemand, hvor den stod. Men stor var min overraskelse, da jeg hentede bilen ud af brændestablen, for det viste sig, at jeg havde betalt fuld pris for en halv bil, ja ikke nok med det. Det viste sig faktisk også, at den originale motor var pillet ud og erstattet med én fra en Ford. Så handlen var decideret katastrofal, men noget godt kom der dog ud af det, for den tændte min interesse for biler, og var den første i en lang række af bilkøb.

 

Jørgen Strøjer Hansen

Jørgen Strøjer Hansens første bilhandel var en katastrofe, men siden har han heldigvis gjort mange gode bilhandler. De gode handler, er nemlig noget af det, der gør det sjovt at samle på biler, synes han.

 

Den bedste handel, jeg nogensinde har gjort, er selvfølgelig også et bilkøb.

Adskillige år efter mit første katastrofale bilkøb, befandt jeg mig, som en ung mand på 50 år, for 15 år siden til en bilauktion hos Mercedes i Tyskland. Her var en Mercedes 300 SL – en såkaldt “Sølvpil”, sat til salg af en mand, der bare skulle have nogle penge hjem. Allerede fra Auktionens start, var jeg helt nervøs ved tanken om, at jeg måske kunne få sådan en drømmebil med hjem. Heldigvis for mig, var der ikke rigtigt andre til auktionen, der havde samme interesse, og auktionarius undrede sig da også højlydt over manglen på bud, men jeg var heldig at få den hjem til omkring 800.000 kroner, hvad der var den billigste pris for en Mercedes 300SL det år, og nok én af de laveste priser, den bil nogensinde er solgt for. I dag, er den bil nok et sted mellem fem og ti gange så meget værd, så alene ud fra det perspektiv, var det en fantastisk handel.

Hvis jeg skal give et godt råd videre, må det være, at hvis man vil begynde at købe gamle biler, så skal man ikke bare gå ud og købe den ældste man kan finde. Det er meget nemmere at fastholde interessen, hvis man køber en bil, man selv kan huske at være vokset op med. Hvis man køber en bil, man kan huske, man legede med som barn, er man kommet et godt stykke. Og så skal man selvfølgelig også have skruet hænderne ordentligt på selv.

Consent preferences