TOP
Mattias Hundebøll

Brugte tips: Sparede op i fem år til favorit-guitar

Musikeren og tv-værten Mattias Hundebøll brugte fem år på at spare op til den guitar, der i mere end ti år har været hans faste følgesvend.

Den bedste handel, jeg nogensinde har gjort, var da jeg i år 2000 købte en rød Fender Cyclone guitar i Odense for 6.000 kroner.

Det fortæller Mattias Hundebøll til www.guloggratis.dk

Det var før, jeg havde tjent penge eller havde en kassekredit, så jeg sparede faktisk op i fem år til den guitar.

Jeg tror, det er den sidste ting, jeg har købt, som jeg rent faktisk har sparet op til.

Guitaren har til gengældt fulgt mig lige siden og været med på alle plader og alle turnéer.

Jeg har fået den repareret så mange gange, at den vel efterhånden er en anden guitar end den jeg købte, og flere gange har dem, der skulle reparere den sagt, at det altså bedre ville kunne betale sig at købe en ny end at reparere den, men jeg har alligevel insisteret af nostalgiske grunde, og jeg spiller stadig på den den dag i dag.

Den værste handel, jeg nogensinde har gjort, var til gengæld en basguitar. Det er tale om en Fender Musicmaster fra 1978, som jeg købte billigt via Ebay. Det er en fantastisk bas, men desværre har den, jeg har købt, en skade inde i halsen, der gør, at den aldrig kan blive stemt rigtigt.

Det er ikke noget som ham, der solgte mig guitaren, var klar over, tror jeg, og det var ikke noget, jeg fandt ud af, før jeg sendte den til en professionel, der skulle skifte nogle pick-upper i den, men det har betydet, at jeg ikke kan bruge den som planlagt.

Det var ellers et godt tilbud. Jeg havde længe været på udkig efter lige præcis den bas, og da jeg så den sat til salg for 6.000 kroner slog jeg til, men det gik altså ikke så godt denne gang.

Generelt er jeg ellers glad for at købe brugte varer på nettet og jeg mener, det er en god måde at få fat på kvalitetsting billigt. Mit bedste råd til andre, der gerne vil gøre en god handel er, at man skal have tillid. Der er så mange, der er nervøse for at købe brugte varer via internettet, men sandheden er, at man lige så nemt kan blive snydt ude i den virkelige verden som på internettet.

Det er i hvert fald min oplevelse. Ud af alle de gange jeg har købt ting billigt på nettet, er det kun den ene gang med bassen, jeg har fået noget, der ikke levede op til mine forventninger, og der er jeg endda sikker på, at det ikke var fordi sælger ville snyde mig.

Til gengæld kan man, når man køber via nettet, gøre nogle virkelig gode handler med alt fra byggematerialer, møbler eller instrumenter, som man ellers ikke bare lige kan gøre.

Consent preferences