Brugte tips: Sjældne Lego-togsæt til spot-pris
Bobby Ågren handler med legetøj og er frisør, forleden gjorde han et scoop, da han fandt gamle Lego-togsæt billigt til salg på et loppemarked i København.
Min bedste handel nogensinde, er nok en handel, jeg gjorde forleden dag på et loppemarked ude i Nordvestkvarteret. Her stod en mand, der var ved at hjælpe en ven med at sælge nogle ting. Blandt andet nogle gamle Lego-togsæt, hvor nogle af pakkerne var uåbnede.
Det fortæller Bobby Ågren til www.GulogGratis.dk.
Han ville have næsten 300 kroner for det hele, så i første omgang valgte jeg faktisk at takke nej.
Men da jeg så var gået derfra tjekkede jeg lige på Ebay, hvad prisen på dem mon var og der så jeg, at en af pakkerne var blevet solgt for 900 kroner, selvom den var åbnet.
Så gik jeg tilbage og slog til. Jeg betalte 270 kroner, og jeg tror de lego-sæt må være omkring 3.000 kroner værd tilsammen.
Den værste handel jeg nogensinde har gjort, gjorde jeg faktisk på det samme loppemarked. Det er sådan, at jeg altid har ønsket mig en Dyson støvsuger. Jeg faldt over en på loppemarkedet, og jeg debatterede længe med mig selv om jeg skulle købe den. Sælgeren garanterede, at den virkede og sagde, at han ville stå samme sted næste uge, så jeg kunne bare komme tilbage med den, men det er den slags folk altid siger på loppemarkeder. Jeg valgte dog til sidst at tage chancen og købe den for 120 kroner.
Jeg tog den med hjem i butikken, og satte den til, og den begyndte med det samme at suge. Jeg nåede lige at tænke ved mig selv, at måske virkede den sgu, men der gik ikke mange sekunder, så begyndte den at lugte brændt, og der flød noget vand ud af den.
Hvis jeg skal give et godt råd videre må det være, at det godt kan betale sig at tjekke priserne på brugte ting man vil købe eller sælge på online-auktionen Ebay. Man skal bare huske at kigge på, hvad tingene rent faktisk er blevet solgt for og ikke, hvad det er sat til salg for. Der er altid en eller anden, der forsøger at få 800 kroner for noget, der er 30 kroner værd. Så skal man finde noget realistisk, skal man tjekke hvor dyrt det er solgt. Derudover, vil jeg også slå på, at det er vigtigt at være ærlig, når man handler. Måske ikke, når man er på et loppemarked, hvor folk har taget noget frem de vil sælge. Men hvis folk kommer ned i min butik, så kommer de ned til mig som ekspert, og så kunne jeg aldrig finde på at sige, at noget der er sjældent ikke er det. Så giver jeg dem en fair pris, som også er på en måde, så jeg mener jeg kan tjene penge på det. De får måske lidt mindre end på nettet, men slipper for besvær med posthus og så videre.