TOP

Brugte tips: Pyrus fik fairwayklipper til spotpris

Pyrus-skuespilleren Jan Linnebjerg har gjort gode handler med huse såvel som golfudstyr; den værste handel han har gjort, var da han byttede sin første bil væk.

– Jeg har gjort rigtigt mange gode handler gennem tiden, men den bedste handel, jeg nogensinde har gjort, er måske en handel, jeg gjorde for nyligt, da jeg købte en John Deere fairwayklipper brugt fra en anden golfbane.

Det fortæller skuespiller og ejer af Ølstykke Golfcenter Jan “Pyrus” Linnebjerg til www.GulogGratis.dk.

– Det er en maskine, der normalt skulle koste 100.000, og jeg har fået den ret billigt.

– Gennem mit netværk af andre greenkeepere hørte jeg om, at der stod en brugt maskine på Midtsjælland, som skulle sælges og så tog jeg der ned med min mekaniker og kiggede på den.

– Den trængte til nogle nye underknive, men ikke noget, vi ikke selv kunne klare, så gav jeg simpelthen et bud på den, og sagde, at det var hvad jeg ville give, og så sagde han heldigvis top.

 

Jan Linnebjerg i rollen som Pyrus – til daglig driver han en golfbane i Ølstykke.

 

– Jeg vil også sige, at mit hus i Ganløse er blandt mine bedste handler.

– Min familie og jeg boede i en dobbeltvilla i Hellerup med et vennepar i en årrække, men på et tidspunkt besluttede vi os for, at det var på tide at komme videre.

– Vi solgte huset, og det til en rigtig god pris i forhold til, hvad vi havde givet for det, og rykkede så til Ganløse, der altså ikke ligger mere end 25 minutters kørsel fra København, men alligevel har dejlig natur.

– Her fandt vi et dødsbo, som er stort, ligger lige ned til et gadekær, og har lade til og er et rigtigt bondebyhus, men også et håndværkertilbud. Det har vi så siden gået og arbejdet på, sådan at det i dag er nyrenoveret og hvis vi ville sælge det, hvad vi ikke vil, så ville det koste langt mere, end det gjorde da vi købte det.

– Den værste handel, jeg nogensinde har gjort, var da jeg byttede min første bil, en Mercedes Benz 220S fra 1958, væk.

– Den var en drøm af en bil, med rødt læderindtræk og det hele, men den skulle restaureres og sættes i stand, og jeg havde tænkt, at det kunne jeg da bare gøre, men det var altså for stor en mundfuld. Så jeg byttede den væk med en Austin Allegro.

– Det er noget af det dummeste jeg nogensinde har gjort. Jeg skulle bare have klodset den op. Den havde været meget mere værd i dag.

– Jeg havde givet 85.000 kroner for Mercedesen og Austinen gik i stykker 14 dage efter jeg havde byttet.

– Hvis jeg skal give et godt råd videre, må det være, at man skal huske, lige at trække vejret engang, når man bliver tilbudt en god handel. Godt nok, skal man indimellem bare slå til, som jeg gjorde det med fairwayklipperen, men ofte, så har man altså bedre forhandlingsmuligheder, hvis man lige slår koldt vand i blodet og venter lidt.