Brugte tips: Låsby-Svendsen fik mig til at købe en hest
Arne Rasmussen lærte om hestehandlens finesser af den navnkundige Låsby-Svendsen, og har engang solgt ti “ruhårede” høns med stor profit.
Min bedste handel gjorde jeg for omkring 30 år siden på Egeskov Marked.
Jeg var af sted med nogle venner for at se på markedet, og vi havde drukket nogle øl, da vi faldt over én, der solgte silkehøns, som er høns, der har en lidt busket fjerpragt. Han kunne ikke rigtigt komme af med dem, så jeg kom til at købe de 10 høns for 100 kroner.
Det var jo en meget god handel, syntes jeg, men jeg havde ikke tænkt mig at tage hønsene med hjem.
Det fortæller Arne Rasmussen til www.GulogGratis.dk.
Vi sad og drak nogle flere øl på ladet af en lastbil, da en af mine venner pludselig fik idéen, at vi da kunne kalde dem for “ruhårede høns” og forsøge at sælge dem på den måde.
Så vi gik i gang med at markedsføre dem til folk, der kom forbi, og ganske rigtigt virkede det. Vi endte med at sælge hønsene for 75 kroner stykket, så det var en rigtig god handel.
Min værste handel har jeg også gjort på Egeskov Marked. Det var første gang, jeg var på markedet, og jeg havde taget toget derud fra Gelsted. Jeg ved lidt om heste, så jeg gik derhen, hvor der blev handlet med dem, og der så jeg Låsby-Svendsen, der forsøgte at sælge et øg af en pony til en mand, der slet ikke var interesseret. Jeg spurgte, mest af interesse, hvad han dog ville have for hesten, og Låsby-Svendsen sagde 3.600 kroner.
Ha, sagde jeg, den hest er ikke mere end 1.500 kroner værd.
“Det er i orden”, svarede han; “har du pengene?”
Så havde jeg pludselig købt en hest, uden at jeg egentlig ville det.
Jeg var lige ankommet til markedet og havde brugt næsten alle mine penge på en hest, og jeg skulle med toget hjem igen, så det var ikke en smart handel. Jeg endte dog med at sende kræet hjem med en af mine gode venner.
Hvis jeg skal give nogle gode råd fra mine mange år på markeder, må det først og fremmest være, at man skal bestemme sig med det samme for, om det man ser er noget, man vil købe. Hvis man først begynder at forhandle, og så pludselig ikke vil have tingen eller ikke har penge, så mister man sin troværdighed og kan lige så godt tage hjem – for et ord er et ord, når man handler sammen.
Derudover skal man altid prøve at aflæse kropssproget på den, man handler med og se, om man har kemi – for så kan man ofte lave en god handel.
Og så skal man altid prutte om prisen – et marked er jo ikke som at tage i Bilka.