Brugte tips: Købte dyr pc til spotpris
Robert Hendels bedste handel er en Mac-computer, han fik billigt.
Den bedste handel jeg nogensinde har gjort kan være flere forskellige ting.
Jeg køber ofte brugt på nettet, og en enkelt handel fra sidste år er jeg især glad for.
Det fortæller Robert Hendel til www.GulogGratis.dk.
Jeg havde brug for en ny computer til let fotobehandling og til at gå på nettet, men ikke til noget der krævede meget computerkraft, så jeg fandt en iMac fra 2008 på nettet, som jeg købte for 2200 kroner.
Jeg tror, at det er 1.500 kroner billigere, end jeg kunne have fået det nogen andre steder, så den handel er jeg meget tilfreds med.
Den værste handel jeg nogensinde har gjort var for et par år siden, da jeg solgte kamerahuset til mit gamle Nikon-kamera.
Jeg havde egentlig udsat salget lidt for længe, så da jeg endelig fik sat den til salg, var jeg bare træt af at have det liggende, og havde også brug for pengene.
Jeg havde sat det til salg for 3.000 med håbet om, at det ville tiltrække flere købere, som kunne byde det op, men til sidst fik jeg et bud på 2.500, og så endte jeg med at slå til.
Jeg tror, at hvis jeg havde sat det til salg lidt tidligere, havde jeg nok kunnet få det dobbelte for det.
Hvis jeg skal give nogle gode råd til, hvordan man gør en god handel må det være, at man skal huske at undersøge markedet først.
Hvis du kan finde det du vil købe lige så billigt i en butik, som du kan finde det hos en privat på nettet, så ville jeg købe det i butikken, hvor du får en garanti med.
Derudover skal du ikke være bange for at underbyde i forhold til, hvad varen er udbudt til, man kan som regel forhandle sig frem til en bedre pris, især hvis man er lidt kynisk og er villig til at vente på, at køberen har haft varen til salg længe, og bliver nødt til at sætte prisen ned.