Brugte tips: Jeg fortryder de plader jeg har solgt
Rasmus Poulsen alias Raske Penge samler på plader og har gjort gode fund på loppemarkeder – til gengæld fortryder han de LP’er han er gået af med i tidens løb.
Min bedste handel gjorde jeg for omkring seks år siden på et loppemarked på Vesterbro i København. Her gik jeg og kiggede i nogle rodekasser og faldt over en plade, som jeg bare synes så virkelig fed ud, selvom jeg ikke kendte bandet. Den kostede kun en tier, så jeg købte den og tog den med hjem. Det fortæller Rasmus Poulsen til www.GulogGratis.dk.
Det var først senere, at jeg opdagede, at det var en sjældenhed, jeg havde fået fat på.
Pladen er med det danske psykedeliske rockband Moses og udgivet på det Aalborgensiske pladeselskab Spectator Records, og den er sjælden, blandt andet fordi Spectators lokaler brændte ned, da de havde været i gang i nogle år, og hele deres lager af plader og masterbånd gik tabt.
Pladen er i dag nok mere end 6.000 kroner værd, så det var en god handel, jeg gjorde, men jeg er ikke glad for den på grund af pengene, men fordi den er noget specielt i min samling.
Min værste handel må være, at jeg byttede en EP med rapperen Eminem, som jeg havde købt, før han blev kendt, til en plade med freestylerap-numre, som en af mine venner havde.
Den plade, jeg fik, er virkeligt ikke specielt god, og det er ikke noget, jeg kunne finde på at tage frem og lytte til. På den anden side ville det være skægt at have Eminem-pladen i dag, hvor han jo er blevet til meget mere, end man troede dengang.
Hvis man gerne vil købe brugte plader, har jeg to gode råd. For det første er det en god idé, hvis man lytter til pladerne, inden man tager dem med hjem. Hvis man køber mange plader, kan det godt betale sig at investere i en rejsegrammofon. De fleste sælgere vil være ok med, at man lige lytter pladen igennem for at se om kvaliteten er i orden. Derudover kan man spare penge ved at lede efter beskidte plader. Det kan være et godt argument for at prisen skal lidt ned, men de er faktisk nemme at rense. Så en beskidt plade i et rent cover kan godt være lidt af et scoop.
Generelt er jeg dog ikke den helt store handelsmand, når det kommer til plader. Jeg køber dem, fordi jeg vil have dem og ikke for at tjene penge på dem. Men hvis jeg kigger på min samling og ser på, hvilke plader jeg er gladest for, så er det oftest dem, jeg har brugt lang tid på at lede efter og har gravet frem på et eller andet loppemarked. Af en eller anden grund er det bare ikke det samme, hvis jeg har købt en plade på nettet for 500 kroner. Så for mig får pladerne også en værdi af den historie, jeg kan huske om dem.