TOP
Jan Swyrtz har taget en rutsjebanetur med aktier

Brugte tips: Jan Swyrtz har taget en rutsjebanetur med aktier

Til daglig giver Jan Swyrtz råd til økonomisk trængte i tv-programmet Luksusfælden på TV3. Privat har han oplevet op- og nedture på aktiemarkedet.

Den bedste handel jeg nogensinde har gjort, kan vel være mange ting. Jeg har tænkt meget over, om det er en forbrugsting – en bil eller lignende, der er den bedste handel jeg har gjort, men jeg er kommet frem til, at det er en aktiehandel.

Det fortæller tv-vært og økonomisk rådgiver Jan Swyrtz til www.GulogGratis.dk.

Jeg har investeret i aktier i de sidste tre år, og langt størstedelen af min portefølje består af aktier i vindmøllefirmaet Vestas.

Det foregår på den måde, at jeg sælger ud af mine aktier, når jeg mener, at de er på toppen og så køber jeg dem op igen, når jeg mener, de er faldet tilstrækkeligt igen.

Det er jo lidt et gamble indimellem, men så sent som i november måned tjente jeg 250.000 kroner på den måde på en enkelt dag, ved at sælge og købe på det rigtige tidspunkt.

Den værste handel jeg nogensinde har gjort, er i samme boldgade.

Meget tidligt i mit forløb med aktiehandel, havde jeg på et tidspunkt besluttet mig for at sælge ud af aktierne, efter de var steget nogle dage i træk, fordi jeg tænkte, at de snart ville falde.

Det gjorde de, desværre bare ikke. I stedet blev de bare ved at stige og stige, og til sidst måtte jeg bide i det sure æble og købe aktierne op igen til en højere pris, end jeg havde betalt for dem. Den handel kostede mig tre millioner kroner. Heldigvis er det penge, som jeg siden har hentet ind igen på kursstigninger.

Hvis jeg skal give et godt råd videre til andre, så må det – i luksusfældens ånd – være at man som ungt menneske, der er på vej til at flytte hjemmefra, skal lade være med at gældsætte sig, for at købe nye møbler og andet indbo. Man kan finde mange gode ting billigt på sider som GulogGratis eller “Den blå avis” og ved eksempelvis at købe billige startpakker i Ikea, ligesom familie og venner med fordel kan forære ting i tiden op til, man flytter hjemmefra. Der var en periode i starten af 1980’erne, hvor trenden var, at man bare skulle have helt nyt indbo, når man flyttede hjemmefra. Så gik de unge ned i et eller andet bolighus og oprettede et Acceptcard og lånte 30.000 kroner, som de så købte ind for.

Det er altså en meget dårlig måde at starte sit voksenliv på, at gældsætte sig til høje renter. Det tror jeg, mange efterfølgende har fortrudt.

Consent preferences