Brugte tips: Folde-ud-bar overrasker gæsterne
Revydirektøren fra Sønderborg, Leif Maibom, er glad for købet af en såkaldt “captains bar”, mens hans første bilkøb var en ærgerlig affære.
Den bedste handel, jeg nogensinde har gjort, gjorde jeg, da min hustru og jeg for nogle år siden flyttede fra landet og ind i et byhus i Sønderborg, og vi indrettede et hjørne af huset som bibliotek.
Det er noget, vi har haft meget glæde af. I lang tid var det dog som om, der manglede noget i bibliotekshjørnet. Et sted, man kunne have en god flaske portvin eller cognac. Jeg gik i et års tid, men hver gang jeg fandt en bar i en passende størrelse til biblioteket, så var de simpelthen så grimme, at jeg ikke kunne holde det ud.
Det fortæller revy-manden Leif Maibom til www.GulogGratis.dk.
Så en dag var jeg i et meget eksklusivt møbelhus i Sønderborg og faldt over en såkaldt “Captains bar”, der er en bar, der kan klappes sammen.
Jeg faldt fuldstændig for den, men prisen på 16.000 kroner gjorde, at jeg godt vidste, at det nok ikke var populært, hvis jeg kom hjem med den. Så jeg snakkede med min kone om det, og hun gik straks ind på nettet, hvor hun fandt en tilsvarende bar brugt til den halve pris, og kort efter kunne jeg køre ud og hente den.

Hustruen Johnna hjalp Leif Maibom med at gøre sin bedste handel. Den værste var han ene om.
Baren har siden været en stor succes, når vi har gæster hjemme. Den har hjul under, så jeg kan rulle den ind i stuen efter en middag, når jeg skal servere en cognac til kaffen, og den imponerer altså de fleste gæster.
Den værste handel, jeg nogensinde har gjort, var mit første bilkøb. Som ung havde jeg arvet min fars gamle folkevogn, men efter et par år var det tid til at skifte den ud.
Jeg kørte ind til en brugtvognsforhandler, der talte dejligt tillidsvækkende jysk, og han solgte mig så en 2-3 år gammel bordeaux-rød Fiat 127. Farven var klart til hans fordel, for på den måde kunne man ikke se al rusten.
Allerede da jeg skulle køre med bilen, steg der damp op fra motoren, men brugtvognsforhandleren beroligede mig med, at det bare var fordi, den lige skulle køres i gang. Jeg havde konstant problemer med den bil i de 2-3 år, jeg havde den. Der var hele tiden noget i vejen med den. Jeg prøvede at beholde den så længe, at jeg i det mindste kunne betale den ud, men i sidste ende måtte jeg sælge den – og det endda til mindre, end jeg skyldte i den.
Hvis jeg skal give et godt råd videre til andre, der gerne vil gøre en god handel, må det være, at man skal huske at tænke sig om, inden man gør en stor handel. Og så skal man ikke være bange for at tale med mennesker, der ved mere end en selv, før man gør en god handel. Snak med en mekaniker, før du køber en ny bil, og hav en tømrer med, når du skal købe et hus.