TOP

Brugte tips: – Det er som Matador, siger Uffe Holm

En enkelt handel kan stadig få Uffe Holm til at vågne med sved på panden.

Min bedste handel er jeg slet ikke i tvivl om. Det var dengang, jeg købte en Golf GTI i for 425.000. Det var en demomodel forhandleren havde stående, så det hjalp lidt på prisen. Den var fantastisk at køre i, i de år jeg havde den, men det bedste var næsten, at jeg kunne sælge den igen efter tre og et halvt år for 350.000. Der havde jeg vel kørt 55.000 kilometer i den. Så det var en god handel hele vejen igennem.

Det fortæller komikeren og tv-værten Uffe Holm til www.GulogGratis.dk. Men det er ikke altid det går lige godt for den rapkæftede sjællænder:

– Min værste handel er en af den slags, som jeg stadig kan vågne op om natten badet i sved, hvis jeg drømmer om den. Dengang jeg var 14 år gammel, fik jeg et skateboard af mine forældre. Det var spritnyt og det helt rigtige mærke og alting. Jeg tog det med ned på den lokale skateboardbane i Solrød Strand, hvor jeg voksede op, og pludselig var jeg kommet til at bytte det med et ret slidt bræt, der oven i købet havde et stort hak i siden, fra en ældre sej dreng.

Jeg tror, han var 18 år gammel, og det var en af de der gange, hvor jeg bare ikke fik sagt fra i tide. Pludselig sad hans hjul på mit nye bræt, og så var det løb ligesom kørt.

Da jeg kom hjem, var min far ikke ret imponeret over mine evner som købmand, og jeg var heller ikke stolt.

Hvis jeg skal give et godt råd til, hvordan man gør en god handel, så tror jeg, at det må være, at man ikke altid skal se så meget på prisen. Det er ligesom, når man spiller Matador. Der skal man heller ikke altid se på, at det er Rådhuspladsen, man afgiver, mens man får en billigere grund igen. Der skal man se på, hvad man kan bygge med det, man får. Og det samme gælder, hvis man skal gøre en god handel. Så kan det godt være, at det ene sæt alufælge er dyrere end det andet, men man skal købe det, der gør en glad og som man har mest brug for.