Brugte tips: Designer-skænk til nettopris
I årevis gav Henrik Dahl danskerne gode forbrugerråd på TV, nu er han klar med et par gode råd, og med historien om sin bedste handel.
Den bedste handel, jeg nogensinde har lavet, gjorde jeg for 6-7 år siden, da jeg købte en designerskænk i en dyr møbelbutik.
Det fortæller Henrik Dahl til www.guloggratis.dk. Her får du historien om handelen plus et par gode råd med på vejen:
Jeg var ude og kigge på møbler med min kone, da jeg fandt den, men jeg kunne godt se, at den var lidt for dyr. Alligevel besluttede jeg mig for at gøre et forsøg.
Jeg kontaktede ekspedienten og spurgte ham, hvad skænken kostede. Han sagde prisen, og jeg lod som om, jeg var ved at besvime.
Vi forhandlede lidt frem og tilbage, men kom ikke frem til en pris, jeg syntes, jeg ville betale. Derfor gik jeg ud af butikken.
Da jeg er kommet helt ud af butikken, kommer han så løbende efter mig og siger, at han har spurgt sin chef, og at han simpelthen ikke kan sælge den billigere.
Det, at han løber efter mig, ser jeg som et godt tegn, så jeg går igen i gang med forhandlingen og får til sidst en god pris.
Skænken står stadig i mit hjem, og hver gang jeg ser den giver den mig en dobbelt glæde. Både fordi det er en ting, jeg er glad for at have, men også fordi det lykkedes mig at gå ind i en dyr møbelbutik og forhandle mig frem til en god handel.
Min værste handel er faktisk også min første rigtige handel.
Jeg var 14 år gammel og med min stedfar på Hjallerup Marked. Han mente, at jeg skulle købe mig en hest, og han ville have, at jeg selv forhandlede. Jeg gik rundt på markedet og kiggede og fandt til sidst den sødeste rolige pony, som jeg bare måtte eje.
Jeg forhandlede selv, og det gik faktisk rigtigt godt. Jeg fik en god pris, og var glad. Men da jeg kom hjem viste det sig, at hesten var helt ustyrlig.
Den havde nok stået på markedet et par dage og måske ikke fået så meget at spise, da jeg købte den, og derfor var den rolig.
Vi endte med at blive gode venner til sidst, men det var en dårlig handel, fordi jeg købte noget andet, end jeg troede.
Vil man gøre en god handel, handler det hele om indgangen til handlen. Hvis man kan komme i gang med lidt frækhed og humor, og den man forhandler med bider på, og der er en god stemning fra start, så er man kommet et godt stykke af vejen. Hvis man taler forbi hinanden fra start af, så er det svært at gøre en god handel.
Derudover så handler det om at have modet til at forhandle. Man skal vide, når man går ind i handlen, at man tør forhandle og så ikke tøve.