TOP
Byttede ponyer for en hest

Brugte tips: Byttede ponyer for en hest

Tegner og butiksindehaver Anette Langholm kom galt af sted i en hestehandel.

Den bedste handel, jeg nogensinde har gjort, må være, da jeg investerede i min butik i Nyborg.

Det fortæller Anette Langholm til www.GulogGratis.dk.

Jeg er fra Tårup syd for Nyborg, men har blandt andet boet i København, hvor jeg havde et galleri.

Men efter, jeg flyttede hjem til Fyn igen og mine børn var blevet store, begyndte jeg, midt i krisetiden, at kigge efter en butik. Jeg ville egentlig gerne have haft en legetøjsbutik. Der gik dog ikke længe, før en bekendt kunne fortælle mig, om en lille butik med design og kunsthåndværk, der var til salg i byen.

Jeg tog ud og kiggede på den, og jeg faldt for den med det samme, så allerede under første besøg sagde jeg, at jeg gerne ville overtage den.

Jeg købte også hele deres varelager, men jeg kunne ikke få navnet med, så jeg omdøbte den til Tinga Tango.

Jeg har lige, for anden gang, flyttet butikken til større lokaler, så man må sige, det har været en god investering at købe butikken i første omgang.

Den værste handel, jeg nogensinde har gjort, gjorde jeg, da jeg byttede to ponyer for en hest.

Jeg bor med min mand og vores to børn på et landbrug i Tårup, hvor vi også har heste. På tidspunktet for handlen havde jeg lige overtaget butikken, så jeg havde ikke længere tiden til at have to ponyer. Jeg lavede handlen for at få en hest mindre at se til – sådan skulle det bare ikke gå.

Det viste sig nemlig, at hesten, jeg byttede mig til, var med føl, så der gik ikke længe, før jeg igen havde havde en hest for meget, og det var så oven i købet et føl, der krævede meget ekstra arbejde.

Hvis jeg skal give et godt råd videre, må det være, at man skal stole på sin mavefornemmelse. Det gjorde jeg, da jeg investerede i min butik, og det virkede, må man sige.

Consent preferences