TOP
Hassan Preisler

Brugte tips: Byttede et bryllup med et barn

Forfatteren Hassan Preisler er glad for en handel han indgik med sin hustru, men han havde gerne byttet sin privilegerede barndom ud med én med mere kærlighed.

Helt generelt er de bedste handler, jeg gør, tøj. Jeg elsker at gå klædt i lækkert tøj, som jeg egentlig ikke har råd til.

Det fortæller Hassan Preisler til www.guloggratis.dk

Derfor går jeg ofte på jagt efter gode tilbud i butikker af den slags, hvor personalet er ansat til at være arrogante over for dig.

Ofte er det sådan, at jeg udser mig en ting, som jeg ville elske at have, men som, selvom det er sat ned, stadigvæk er for dyrt.

Derfor gør jeg en dyd ud af at komme tilbage igen og igen i løbet af udsalget for at se, om ikke varen er sat ned.

Hvis jeg er heldig, kan jeg se prismærket fra vinduet, når jeg går forbi, men ellers må jeg nedværdige mig til at gå ind – igen – og tjekke prisen, mens jeg kan mærke ekspedienternes øjne brænde i nakken på mig.

På den måde har jeg blandt andet fået en skøn uldhabit fra butikken Storm i København.

Efter at have gået og luret på den under et helt udsalg slog jeg til, da jeg på udsalgets næstsidste dag ikke turde vente længere. Habitten kostede fra start 6.000 kroner, men jeg fik den for 800, og det er en jakke, jeg stadigvæk er helt vild med og kun går i ved særlige lejligheder for ikke at slide på den. En anden god handel, jeg har gjort, var da jeg giftede mig med min hustru May. Jeg er egentlig mest til spontane fester, men May ville gerne have et stort bryllup og en tale fra mig.

Jeg ville på den anden side gerne have et barn snart, hvor hun gerne ville vente lidt af hensyn til sin karriere.

Vi aftalte derfor, at hvis hun fik sit bryllup, så gik hun med til, at vi skulle have et barn, så i 2008 holdt vi bryllup for 140 mennesker, og jeg holdt en lang tale, der var skrevet som et digt, og til gengæld fik jeg i 2010 min datter Sonia, der er så ubeskriveligt meget mere værd, end hvad brylluppet havde kostet.

Den værste handel, jeg har gjort, er ikke en handel i traditionel forstand, men det er et bytte, jeg gerne havde gjort. Jeg kom til Verden i en privilegeret kulturradikal familie og blev fra fødslen svøbt i Politiken og båret ind på Louisiana. Til gengæld bærer jeg på et mørke og et tungsind, der ikke bare går ud over mig selv, men også mine omgivelser og alt, hvad jeg har fået af medfødte privilegier, ville jeg gerne bytte for en barndom med mere kærlighed og for et lysere sind. Mine forældre var meget unge og ikke helt færdige med at eksperimentere, da jeg kom til verden, og de var måske ikke helt klar til at få et barn. Det ville jeg ønske havde været anderledes.

Consent preferences