TOP

Brugte tips: Byttede biblen med digtsamling

Jakob Schnohr Ingversens bedste handel var, da han byttede en bibel væk.

Det fortæller han til www.guloggratis.dk

Den bedste handel, jeg nogensinde har gjort, var da jeg byttede min bibel væk for en digtsamling på min blå mandag.

Efter min konfirmation dagen forinden havde præsten foræret mig en bibel, som han havde skrevet et par ord i. Den havde jeg i tasken,da jeg om mandagen var med vennerne inde i Odense.

Dagen gik i forvejen meget med at bytte gaver, og på et tidspunkt kom jeg til at tænke på, om jeg mon kunne bytte biblen også. Jeg gik ind i en boghandel og spurgte, og da de sagde ja, blev jeg så forfjamsket, at jeg bare tog den første bog, jeg kunne finde. På den måde kom jeg af med en bibel, men fandt i stedet ud af i en tidlig alder, at Benny Andersen beskriver hverdagen guddommeligt.

Min dårligste handel nogensinde var, da jeg troede, at jeg kunne købe mig til en ven.

Jeg mødte en kendt kunstner på diskoteket Boogies i Odense for et par år siden. Vi var fulde og faldt i snak, og på et tidspunkt fortalte han, at han gerne ville sælge sin sofa.

I min fuldskab fik jeg indtryk af, at vi ville blive venner, hvis jeg købte sofaen, så jeg slog til.

Sofaen kostede mig 1.500 kroner, men jeg har aldrig hørt fra den kendte kunstner, siden jeg hentede den.

Jeg havde i øvrigt slet ikke plads til den, og jeg endte med at sælge den igen i den blå avis.

Hvis jeg skal give et godt råd videre, udover, at man skal lade være med at indgå handler når man er fuld, må det være, at man i forbindelse med en handel, aldrig skal sælge sin personlige integritet. Jeg mener, man skal være opmærksom på, at alle har en usynlig maske på i en salgssituation, og man skal være bevidst om, at folk lyver om deres produkt. Husk at det du hører er, hvad der foregår, det du ser er hvad du får.