TOP

Brugte tips: Bognørden fik uventet gevinst

Næstformand i Radikale Venstre, Emil Dyred, fandt en lille skat mellem siderne på en billig bog. Til gengæld blev han snydt af en “kunststuderende” egypter.

Den bedste handel, jeg nogensinde har gjort, er en bog, jeg fandt på et antikvarudsalg i Helligåndskirken for nogle år siden.

Det fortæller Emil Dyred til www.GulogGratis.dk.

Jeg er lidt af en bognørd og elsker at gå rundt og rode i kasser med gamle bøger i antikvariater, og det var præcis, hvad jeg gjorde, da jeg faldt over denne bog. Bogen handler om radikal politik i 1950’erne, og jeg tænkte, at det virkede meget interessant, og da den kun kostede fem eller 10 kroner, valgte jeg at købe den. Det var dog først, da jeg kom hjem, at jeg opdagede det virkeligt fantastiske.

Mellem bogens sider havde den tidligere ejer nemlig lagt en række kronikker skrevet af radikale politikere, der var klippet ud af Politiken i 1940’erne og 1950’erne.

Det var lidt af en guldgrube for én som mig.

Den værste handel, jeg nogensinde har lavet, gjorde jeg, da jeg for nylig var i Egypten.

Jeg har rejst der mange gange og er vant til at blive falbudt alt fra “ægte” papyrusruller til stykker af pyramiderne, og jeg er god til at sige nej tak, men sidst jeg var der, blev jeg alligevel snydt.

Vi mødte en ung mand, der præsenterede sig som kunststuderende og fortalte, at det var lidt svært efter alle urolighederne. Han spurgte, om ikke vi ville hen og se hans galleri, og det ville vi da gerne.

Da vi kom til “galleriet” blev vi budt på te og sad og snakkede lidt, og pludselig havde ham og hans kumpan skrevet vores navne på arabisk på noget bananpapir, som de påstod var papyrus, og nu mente de, at vi skulle købe det.

Det mente vi ikke, at vi skulle og der opstod en del diskussion, før vi til sidst opgav og betalte væsentligt mere, end de to stykker “kunst” var værd.

Hvis jeg skal give gode råd videre til, hvordan man gør en god handel, er der nok tre ting, jeg vil pege på.

Du skal huske, at priser altid er til forhandling, hvis bare du har modet til at spørge ind til priserne.

Det kan godt betale sig at være lidt fræk og fortælle den handlende, at han altså får mere ud af at sælge varen billigt til dig, end han gør af at have den til at stå og samle støv på hylden.

Sidst, men ikke mindst, kan det godt betale sig at forsøge at få noget ekstra med, hvis man ikke kan få afslag i prisen.

Jeg har ofte fået et par strømper eller noget andet med gratis, når jeg har købt tøj i Kerteminde, fordi jeg har turdet spørge.