TOP

Brugte tips: Billig bil – dyr buddha

En brugt bil med garanti og næsten intet tab af værdi er den bedste handel, eventyreren Casper Kjerumgaard har gjort i sit liv – den værste er en dyr Buddha-figur.

Den bedste handel, jeg nogensinde har gjort, var en Mitsubishi kassevogn, som jeg købte, da jeg i 2002 rejste rundt i New Zealand i seks måneder.

Det fortæller Casper Kjerumgaard til www.GulogGratis.dk.

Jeg købte bilen af en mand fra Kuwait, lige da jeg var ankommet til landet, for jeg skulle bruge noget at køre rundt i med min familie derovre.

Han skulle kun have 16.000 kroner for den, og oven i købet sagde han, at hvis noget gik i stykker på bilen, mens jeg kørte rundt i den derovre, så skulle jeg bare skrive til ham, så ville han betale for reparationen.

Jeg var noget skeptisk over for, om han faktisk ville gøre det, når han nu var rejst hjem til Kuwait, og vel egentlig ikke var forpligtet til at betale, men det gav han mig altså sit ord på, at han ville.

Da vi havde kørt i bilen i omtrent en måned, gik noget galt med airconditionen i bilen, og jeg fik den repareret for omkring 100 dollars.

Jeg skrev som aftalt til sælgeren af bilen, og få dage efter overførte han så pengene til mig – det var jeg meget imponeret over.

Da de seks måneders rejse var overstået, lykkedes det mig oven i købet at sælge bilen videre for 14.000 kroner.

Den værste handel, jeg har gjort, var også på en rejse, denne gang til Indonesien.

Jeg var lige ankommet til Sumatra, da jeg var ude ved en sø, hvor en masse lokale solgte kunsthåndværk fra små boder.

Jeg faldt pladask for en stor Buddha-figur smukt udskåret i træ.

Bodens indehaver sagde, at han ville have 500 kroner for statuen, og jeg tænkte det lød som en rimelig pris, så det betalte jeg og drog glad videre med min figur.

Hen mod slutningen af min rejse ankom jeg så til Bali, hvor jeg besøgte et område, hvor de lavede meget træskærerarbejde. Der så jeg så den nøjagtigt samme figur som den, jeg havde købt. Denne gang kostede den dog kun, hvad der svarede til 5 ører.

Hvis jeg skal give nogle gode råd videre til, hvordan man gør en god handel ud fra min erfaring, så vil jeg sige, at man først og fremmest skal huske at stole på andre – så får man nogle gange også en god handel.

Derudover vil jeg også opfordre folk til ikke at over-prutte om prisen.

Den Buddha-figur, jeg købte alt for dyrt, har jeg stadig stående på mit skrivebord, så selvom jeg betalte for meget, så er den måske nok 500 kroner værd for mig – så gå efter en handel, du bliver glad for i stedet for den, der er billigst.