Brugte tips: Æv, jeg sagde nej til Skype
Et firmasalg, der gjorde noget godt for stifteren, er den bedste handel Mik Thobo-Carlsen har gjort, mens et nej til procenter i Skype er den værste.
Den bedste handel, jeg nogensinde har gjort, kom jeg faktisk i tanke om igen, da jeg for nylig var i USA. Her mødte jeg en fyr, som jeg for nogle år siden hjalp med at sælge virksomheden Bitbucket – en hjemmeside, hvor programmører kan opbevare og udveksle kode.
Det fortæller Mik Thobo-Carlsen til www.GulogGratis.dk. Han fortæller videre:
Stifteren Jesper Nøhr er en sød og lidt nørdet type, og mens vi forhandlede salget på plads, kunne jeg mærke, at han var villig til at afgive rigtig mange af de penge, der tilkom ham til alle mulige forskellige, der havde været involveret, fordi han bare så gerne ville have, salget skulle ske.
Køberen var det store canadiske firma Atlassian, og jeg valgte at få indført i aftalen, at alle vi investorer fik lidt færre penge mod, at han til gengæld fik en “stay on”-bonus, så han kunne komme over og arbejde for dem.
Da jeg så mødte ham forleden, havde han ikke været hjemme i Danmark i tre år. Han havde et fantastisk job, en sød kæreste og var lidt af en rockstjerne derovre, fordi Bitbucket er blevet rigtigt stort, så han lever bare et rigtigt godt liv derovre.
Det, at jeg kunne lave en handel, der både sikrede investorerne nogle penge, men også gjorde så stor en forskel for ham, det gør den til den bedste handel jeg har gjort.
Den værste handel, jeg har lavet, var, da jeg med mit tidligere firma 12 Ampere fik en forespørgsel på, om vi ville lave logo og design til internet-telefoni-programmet Skype.
På det tidspunkt var firmaet mere eller mindre bare en god idé, et par fyre sad med på et kontor, så de havde ikke penge til at betale for, men tilbød nogle procenter i firmaet. Det takkede jeg nej til, for vi ville hellere have kontanter på det tidspunkt. Skype blev senere solgt til Ebay for 16 milliarder kroner, så det er en af de sager, der ikke er så rar at se tilbage på.
Hvis jeg skal give nogle gode råd videre, må det blive til andre iværksættere. Hvis man vil starte noget op, skal man huske at gøre det, fordi man brænder for det og ikke kan lade være, ikke fordi man gerne vil have en Porsche. Hvis man bare vil arbejde for pengenes skyld, skal man hellere blive konsulent. Og så har jeg lært, at man skal lade være med at gå efter de hurtige penge – det kommer der ikke noget godt ud af. Det er noget jeg altid har været opmærksom på, og som jeg bruger nu, hvor jeg er ved at starte mit nye firma Tattoodo, som skal være verdens største tattoo-hjemmeside.